-
Gødning
-
De høje gødningspriser betyder ifølge Velas, at det er blevet endnu mere værdifuldt at kende N-optimum.
Velas har netop anskaffet 40 nye N-Testere fra Yara, så et halvt hundrede planteavlskonsulenter nu er udstyret med apparatet og i stand til hurtigt og effektivt at hjælpe med at optimere gødningstildelingen.
Det er nemlig ifølge Lars-Ejler Hansen, afdelingschef Planteavl hos Velas mere aktuelt end nogensinde at kende afgrødernes kvælstofbehov og dermed kunne fastslå, hvor meget kvælstof de enkelte marker og afgrøder skal have ved sidste gødningstildeling. Det skyldes de høje gødnings- og afregningspriser, som har ændret den optimale kvælstofmængde, fordi priserne ikke er steget lige meget.
Uanset de kraftige prisudsving på gødning og afgrøder er det selvfølgelig altid nyttigt at kende den aktuelle gødningsstatus, fordi planternes kvælstofbehov kan variere betydeligt fra år til år og mark til mark.
- Den økonomisk optimale kvælstofmængde påvirkes af forholdet mellem afgrøde- og kvælstofpris. Man skal vurdere, hvor mange kg korn eller anden afgrøde, der skal avles for at betale 1 kg kvælstof, og det forhold ændres, når priserne på afgrøde og kvælstof ikke stiger proportionalt, som tilfældet er nu, siger Lars-Ejler Hansen.
Han tilføjer de fleste tildeler anden gødningsration til for eksempel hveden i de kommende uger, og der skal derefter gå tre uger fra tildeling af kvælstof til målinger med N-Testeren.
- Det vil derfor normalt være i perioden 5. til 31. maj, når hveden er i vækststadie 37-45, siger han.
Lars Ejler-Hansen forklarer, at N-testeren er et håndholdt værktøj, der måler voksende planters kvælstofbehov og dermed gør det muligt for konsulenterne hurtigt at beregne, hvor meget kvælstof, afgrøden skal have i resten af vækstsæsonen.
- På den måde kan størrelsen af eksempelvis den afsluttende gødningstildeling optimeres og der kan tilføres kvælstof på N-optimum, siger han.
En anden mulighed er, at man ved at kende planternes aktuelle næringsstatus kan få mest muligt ud af en given kvælstofmængde, der er til rådighed ved at tildele den til de afgrøder og marker, som betaler bedst for kvælstoffet.
N-tester måler klorofylindholdet i bladet, og det afspejler plantens kvælstofstatus. Der sendes en lille lysstråle gennem bladet, og lyset opfanges i en lille fotocelle, som på den måde måler den såkaldte absorbance i bladet. Og det vil sige, at jo mindre lys, der trænger gennem bladet, jo større er klorofylindholdet og dermed kvælstofindholdet i bladet.
Nogle sorter fremtræder naturligt mere grønne i vækstsæsonen, og N-testeren er kalibreret til den enkelte sort, så der tages højde for, at sorter har forskelligt indhold af klorofyl. Den er også kalibreret til at tage højde for forskellige tidspunkter i vækstsæsonen.
Omfattende forsøg og målinger i både Danmark og i andre lande betyder, at Yaras N-Tester kan bruges i mange forskellige afgrøder i forskellige vækststadier:
Vinterhvede (vækststadie 37-59) Vårhvede (vækststadie 37-59) Foder og maltbyg (vækststadie 32-37) Havre (vækststadie 32-37) Ifølge Velas opdateres kalibreringerne baseret på en voksende database og tilpasses løbende nye sorter på markedet.
Find den originale artikel på maskinbladet.dk