Artikler
april 23, 2021

Biostimulanter – mere end bare tang

Af: Jens Bach Andersen, Yara

Der er for tiden meget fokus på biostimulanter, og der markedsføres i disse år flere biostimulanter i Danmark end nogensinde før. Flere større producenter og distributører satser nu langt mere på biostimulanter, og produkterne går fra at være en absolut niche til at have en mere bred og almen interesse.


Biostimulanter er ingen nyhed. Landmænd i hele verden har brugt biostimulanter til deres planteavl i mere end 50 år. Men hvad er biostimulanter, hvad kan produkterne, og hvorfor oplever de så stor interesse lige nu? Det vil vi dykke ned i med denne artikel. Yaras Biostimulanter forhandles og markedsføres under fællesbetegnelsen BIOTRYG, der omfatter en lang række forskellige produkter til bejdsning, jordforbedring, udsprøjt. Yaras Biostimulanter forhandles og markedsføres under fællesbetegnelsen BIOTRYG, der omfatter en lang række forskellige produkter til bejdsning, jordforbedring, udsprøjt. 

FIGUR 1 - BIOTRYG er rene produkter uden bundfald.

 

De første BIOTRYG™ produkter i Danmark

På det danske marked har Yara endnu ikke markedsført biostimulanter, men det vil ændre sig. I 2021 bliver der lavet afprøvninger af et bejdsemiddel, YaraVita SEEDLIFT og et middel til udsprøjtning, YaraVita OPTITRAC (tidligere YaraVita BIOTRAC) .

Flere andre produkter er udset til at følge efter. YaraVita SEEDLIFT er et bejdsemiddel bestående af tangekstrakter, kvælstof, fosfor og zink. Produktet er blevet anvendt af landmænd over hele verden i en lang årrække og har gentagne gange vist sit værd i forsøg og afprøvninger. På figur 2 ses billeder fra 7 dage gammel hvede dyrket i potteforsøg i England hhv. med og uden SEEDLIFT på kernerne ved såning. Det er tydeligt, at biostimulanten i kombination med næringsstofferne har betydet noget på vitaliteten og spiringshastigheden af vinterhveden. Den visuelle effekt understøttes af en række dokumenterede merudbytter fra forsøg i hele verden, f.eks. 10 % udbyttefremgang i hvede i Sydafrika.

FIGUR 3 - Udbytteforsøg med YaraVita biostimulanter i vårhvede, Kotkaniemi, Finland, 3 års forsøg viser stabile merudbytter. Biostimulant er tildelt i st. 22 og 32. 1 forsøg med 4 gentagelser hvert år.
*2018, 2020: YaraVita OPTITRAC; 2019: YaraVita OPTITRAC, YaraVita BioNUE, YaraVita BioMaris, 2-3 l/ha, 2 tildelinger


YaraVita OPTITRAC er et middel til udsprøjtning, der bruges 2 - 3 gange i vækstsæsonen med en dosis på 2 - 3 liter pr. ha ad gangen. Det har god blandbarhed med plantebeskyttelsesmidler, og som det gælder for alle YaraVita produkterne, kan blandbarheden tjekkes på tankmix.com. YaraVita OPTITRAC består bl.a. af kulhydrater, aminosyrer, vitaminer og antioxidanter fra ekstrakt af tangplanten ascophyllum nodosum, samt næringsstofferne bor, zink, kalium og kvælstof. YaraVita OPTITRAC er afprøvet i 243 forsøg, fordelt over 24 afgrøder i 17 lande. I Finland har det været markedsført siden 2018, og der er en lang række finske forsøg, som påviser udbyttefremgang i flere afgrøder. I figur 3 og 4 er vist resultater i hhv. vårhvede og kartofler. I begge afgrøder opnås en udbyttefremgang på over 10 %.

Yaras Biostimulanter markedsføres under
fællesbetegnelsen BIOTRYG™, 
der omfatter en lang række forskellige produkter
til bejdsning, jordforbedring, udsprøjtning m.m.

FIGUR 4 - Demonstrationsforsøg med YaraVita OPTITRAC i stivelseskartofler, Karijoki, Finland. Både udbytte og stivelsesprocent forbedres markant. OPTITRAC er tildelt hhv. 28. juni og 11. juli. JB 2.

 

Hvordan virker det?

Den kemiske sammensætning af algeekstrakter er et udtryk for det klima, algerne har levet i. De er robuste overfor saltstress, skiftende lysindstråling og for nogles vedkommende også overfor skiftende udtørring og oversvømmelse. Planten ascophyllum nodosum lever på kanten af tidevandet og er derfor tilpasset de ekstreme forhold, det giver med skiftevis udtørring og oversvømmelse. De ekstreme livsvilkår resulterer i en kemisk sammensætning, der er ganske forskellig fra kulturplanternes.

Ved ekstraktion af ascophyllum nodosum får man formuleret en del af stofferne og dermed egenskaberne ind i et produkt, der kan udnyttes af kulturplanter. Herved kan robustheden overføres, og kulturplanterne får forbedret nogle egenskaber, der før var udbyttebegrænsende. De eksakte virkemekanismer er undersøgt grundigt og afrapporteret i et væld af faglige tidsskifter.

Fælles for alle produkterne i BIOTRYG serien er,
at de er udviklet efter samme høje standarder for
kvalitet, renhed, formulering og afprøvning som alle
øvrige produkter fra Yara.

I maj 2019 blev der lavet en videnskabelig gennemgang, som er trykt i Frontiers in Plant Science, no. 10. Her er samlet viden om virkemekanismer og effekter, og det beskrives grundigt, præcist hvordan ascophyllum nodosum ekstrakter virker i planten og hvilke gavnlige effekter, der opnås. Det er f.eks. påvist, at ascophyllum nodosum ekstrakter har øget optagelsen af både kvælstof og svovl i raps samt øget tørketolerance i spinat, tomater og sojabønner.

 

Fremtiden for biostimulanter

Biostimulanter er kommet for at blive. I en tid med stort fokus på landbrugets brug af forskellige hjælpestoffer udgør de et naturligt og politisk gangbart supplement til de velkendte pesticider og gødninger. De bliver dog aldrig en erstatning for disse. Biostimulanter gør noget bedre, der i forvejen er godt, øger effektiviteten af tilførte næringsstoffer og pesticider, men de kan ikke stå alene.

Biostimulanter vil i fremtiden indgå som endnu et led i landmandens bestræbelser på at frembringe flest mulige fødevarer og foder af højest mulige kvalitet til lavest mulige omkostning. Desuden vil de i en fremtid med mere varierende og til tider ekstremt klima kunne bidrage med noget robusthed og dermed bevare et udbyttepotentiale gennem f.eks. en tør sommer. 

 

Forsøg med YaraVita® biostimulanter

Introduktion af produkter på nye markeder kræver, at de internationale forsøg suppleres med lokale forsøg og afprøvninger i samarbejde med de lokale aktører. Derfor igangsættes der i 2021 et forsøgsarbejde med YaraVita biostimulanter i Danmark. YaraVita OPTITRAC er med i landsforsøg i stivelseskartofler og vinterbyg. Desuden bliver produktet testet i demoer hos landmænd og på forsøgsstationer i samarbejde med distributører og forædlere. 

Det er tydeligt, at biostimulanten i kombination med
næringsstofferne har betydet noget på vitaliteten og
spiringshastigheden af vinterhveden.

YaraVita SEEDLIFT afprøves ligeledes i samarbejde med eksterne aktører. Små partier af forskellige afgrøder bejdset med SEEDLIFT er udsået forskellige steder i landet. Vi venter os meget af disse afprøvninger og har som klart mål, at dette års forsøgsarbejde skal danne grundlag for at kunne tilbyde dette til danske landmænd i 2022. I efterårsudgaven af Vækstaktuelt 2021 følger vi op på forsøg og demoer. Vi glæder os allerede til at dele denne nye viden med vores læsere.