-
Gødning
-
Da vårbyg i sagens natur har en kort vækstsæson, er det vigtigt at afgrøden får fat i gødningen fra starten af, så vækstsæsonen udnyttes bedst muligt og der kan opnås et højt udbytte. Især gør mangel på fosfor i buskningsfasen stor skade, da afgrøden gror langsomt og busker sig for lidt.
Den optimale strategi for gødskning af vårbyg varierer naturligvis fra bedrift til bedrift, og der er flere forhold på bedriften som afgør hvordan og hvilken type gødning der skal anvendes:
Med de nuværende kvælstofkvoter vil der for mange være en gevinst ved at dele gødningen til vårbyggen. Især hvis man ofte opnår høje udbytter og/eller lavt proteinniveau er der noget at hente. Ved en deling af kvælstofmængden er det også nemmere at tilpasse den samlede mængde til behovet i den enkelte vækstsæson.
I et gennemsnitsår anbefaler vi, at der bør være 80-100 kg N umiddelbart tilgængeligt for planterne, som ideelt set placeres i en NPK gødning, der samtidig dækker behovet for fosfor, kalium og svovl. Er den placerede kvælstofmængde mindre ved såning er der risiko for et reduceret udbytte. Se mere om den rette kvælstofmængde ved placering her. Det er således vigtigt at der ved såning tildeles en kvælstofmængde svarende til 70-80% af det forventede kvælstofbehov.
Kvælstofbehovet skal tilpasses til den forventede kvælstofmineralisering, og i år forventer vi som nævnt historisk lav mineralisering med øget behov til følge. Ved at udføre to tildelinger i vårbyg er der mulighed for ved en senere tildeling at justere den samlede kvælstofmængde i forhold til mineraliseringen fra jorden. Anden tildeling gives i stadie 31-32 og her gives 0-60 kg N alt efter behov (og kvote naturligvis). Den sidste tildelings størrelse kan så fastslås fx med Yara N-Tester, som bruges af mange rådgivningscentre. Her er det muligt at bestille en måling af dit lokale rådgivningscenter. Samtidigt er det også muligt at lave en gradueret tildeling med Yara N-Sensor eller Atfarm.
På arealer hvor der først sås sent (omkring 1. maj) og udbyttet dermed forventes i den lave ende, kan deling ikke betale sig og her bør hele mængden gives ved såning. Det bør også overvejes om den fulde kvælstofkvote bør bruges, da et mindre udbytte alt andet lige giver et lavere behov for kvælstof.
Generelt kan det siges, at effektiviteten af gødningen øges, jo tættere gødningen kommer på planternes (kommende) rødder. Der er dog også en svidningsrisiko ved at komme gødningen for tæt på spiren.
De bedste resultater ses, når der anvendes kombisåmaskiner, hvor gødningen placeres nogle centimeter under og ved siden af frøet. Dette foretrækkes, hvor der bruges 60-100 kg N ved såning. Ved lavere kvælstofmængder, kan det være en fordel at blande noget gødning i såsæden, så man får en endnu kortere vej fra spiren til næringsstofferne. Ved sammenblanding af gødning og såsæd bør man undgå at bruge ren kaliumklorid (K50), urea eller større mængder DAP, da disse kan give svidninger af spiren. Det bedste valg vil i mange tilfælde være at bruge en NPK-gødning, så alle de vigtigste næringsstoffer er klar til at understøtte planternes hurtige vækst.
Uanset om man sammenblander såsæd og gødning eller, man bruger placeringsudstyr er det vigtigt at bruge en kvalitetsgødning. I sær er et lavt indhold af støv vigtigt for at doseringen sker problemfrit og med lav variation. Støv i gødningen vil give belægninger på knasthjul og andre komponenter i såmaskinens doseringsudstyr.
Yara har en række NPK-gødninger som passer til de forskellige forhold. Fx YaraMila STARTER, som er god hvis man ønsker at give relativt meget fosfor med en mindre mængde gødning, eller YaraMila 21-3-10 som er god ved placering med op til 100 kg N/ha. Du kan se vores forlag til gødningsstrategier i vårbyg her.