-
Gødning
-
Vinterhvede er relativt tolerant overfor lavt indhold af fosfor i jorden sammenlignet med vårafgrøder og fx vinterbyg. Dette skyldes bl.a. den lange vækstsæson hvor roden har tid til at afsøge jorden for fosfor. I de fleste år vil hveden gro fra såning i september til december eller længere i milde vintre. Dermed er der tid til at roden udvikles og den dermed finder det fosfor den skal bruge til udvikling af rod og sideskud. Ofte vil man derfor ikke kunne se mangelsymptomer i marker, der ikke har fået fosfor.
Tilfører man fosfor til dele af marken vil man dog ofte se en forøget buskning og også en udvikling, der er hurtigere. Det er svært at forudsige hvor store og hvornår man opnår merudbytter for at tildele NPK til vinterhvede så, som forsikring, bør vinterhvede tildeles NPK hvert år.
Det største optag af næringsstoffer og herunder fosfor sker i april og maj hvor den største vækst sker. I figuren herunder ses en måling af fosforoptaget over en hvedeafgrødes levetid. Her ses det at ca. 70 % af optaget sker i april og maj under den kraftige strækningsvækst. Derfor skal fosfor være let tilgængeligt i denne periode så væksten optimeres. Har man tildelt fosfor i efteråret vil en stor del af dette være hårdt bundet i jorden og ikke være let tilgængeligt for planterne. Derfor bør i hvert fald den første tildeling, hvor der ikke bruges husdyrgødning, være med en NPK-gødning, så mindst muligt bindes i jorden og tilgængeligheden er størst for afgrøden.
Fosforoptag i hvedeafgrøde. Ref: Yara Hanninghoff
Hvede bortfører ved et udbytte på 7 ton/ha fosfor svarende til cirka 20 kg P/ha og kalium svarende til cirka 35 kg K/ha. Fraføres halmen stiger fraførslen af kalium til 80 kg K/ha ved et halmudbytte på 3500 kg/ha. Er kerneudbyttet 10 ton/ha fraføres der cirka 30 kg P/ha samt 55 kg K/ha, som når halmen fraføres stiger til 95 kg K/ha. Springes fosfor- og kaliumtildelingen over tømmes jorden hurtigt for lettilgængeligt fosfor og kalium.
I gødskning af vinterhvede er det således vigtigt, at sikre sig at forsyningen af fosfor og kalium er tilstrækkelig i løbet af vækstsæsonen. Behovet for fosfor og kalium afhænger af jordens niveau af fosfor og kalium, som blandt andet afhænger af jordtype og markens forfrugtshistorie. Viser en jordbundsanalyse normale niveauer af fosfor (Pt 2-4) og kalium (Kt 8-10), bør der normalt gødskes ud fra princippet om erstatningsgødskning. Dette betyder at man bør tilføre den mængde næringsstoffer, som der forventes fraført med afgrøden i det enkelte høstår.
Produkterne i YaraMila-serien er alle samgranulerede NPK-gødninger hvor alle de deklarerede næringsstoffer er i alle gødningskorn. Dette giver mange fordele frem for en mekanisk blandet NPK-gødning. Udover de åbenlyse fordele som, at der ikke kan ske afblanding, og at jævn spredning af alle næringsstoffer er mulig med en samgranuleret vare, er der også væsentlige fordele der foruden.
Når alle næringsstoffer er i alle gødningskorn har de voksende planter nemmere ved at finde næringsstofferne. Dette giver sig udslag i et merudbytte, kaldet samgranuleringseffekten, på 2-3 % i forhold til at bruge de samme mængder af næringsstoffer i en mekanisk blandet gødning. Hvordan denne effekt opnås kan nemmest illustreres med de viste tegninger. På tegningerne er det illustreret hvordan gødningskorn, der indeholder fosfor, er fordelt i marken når der er bredspredt 530 kg af en NPK-gødning med indhold (22-2-9) hhv. samgranuleret og mekanisk blandet. Ved den samgranulerede gødning vil der i gennemsnit være 18,6 gødningskorn pr. dm2, som alle indeholder fosfor (2 %). I den mekanisk blandede kommer fosfor fra DAP, som indeholder 20 % fosfor. Derfor er der kun i gennemsnit 1,3 gødningskorn pr. dm2, som indeholder fosfor i den mekanisk blandede gødning. Fosforen er derfor væsentligt bedre fordelt i jorden ved den samgranulerede gødning, hvilket gør det nemmere for planten at udnytte fosforen.
Ud over N, P og K indeholder alle YaraMila-gødninger magnesium, svovl og bor. Desuden indgår mikronæringsstoffer som zink, kobber og mangan i nogle af gødningerne, alt efter gødningens formål. Det giver en komplet palette af gødninger, og det lokale sortiment af YaraMila NPK-gødninger er nøje udvalgt til det danske marked. Derfor vil man altid kunne finde et produkt, der dækker behovet, uanset afgrøde, forfrugt og eventuel husdyrgødning i planten.